11206:
sv: Region Østjylland "pillet" af DLRKs hovedside... (13-10-2003 19:16:31) (svar på
11190)
Eva & Ib Krause-Kjær #3662, reg. øjy (medlem) (
ip-adr: 195.249.99.31)
I regionsledelsen i Region Østjylland arbejder vi koncentreret og målrettet på at give vore medlemmer et bredt og varieret udbud af arrangementer, og i øvrigt jf. DL-RK’s formålsparagraffer, bl.a. på at give medlemmerne ”en så sikker og økonomisk kørsel som muligt”. Så er det altså nedslående at opleve, hvordan vore initiativer bliver behandlet af hovedbestyrelsen (HB).
Gennem mange år har vore medlemmer efterlyst rabatordninger på det ene og det andet, bl.a. benzin og diesel. Og den nuværende HB har ikke gjort noget konstruktivt på området. Når så endelig Region Østjylland (læs: Jørgen Metzdorff) får en glimrende aftale i stand med Metax og helt i tråd med DL-RK’s formålsparagraffer, så bliver dette saboteret af HB ved at forbyde regionen at oplyse medlemmerne om rabatordningen via links i det elektroniske medie, der nu en gang er det mest udbredte, med baggrund i forbuddet mod reklamer på regionernes hjemmesider.
I hele polemikken omkring reklamer på hjemmesiderne, henviser HB til et referat af et møde i et medieudvalg for 2 år siden, hvor reglerne for reklamer og links skulle være udstukket.
1. Et møde som nogle af de indkaldte modtag indkaldelse til med få dages varsel.
2. Et møde som kun 3 ud af 12 regioner havde mulighed for at deltage i.
3. Et møde, hvor kun 1 af de 3 deltagende regioner havde en hjemmeside på det tidspunkt.
Disse kendsgerninger er i mine øjne ensbetydende med, at de deltagende ikke kan være et repræsentativt udtryk for DL-RK som helhed i relation til at træffe så vigtige beslutninger, og må have den konsekvens, at der må indkaldes til et nyt møde hurtigst muligt. Deltagergrundlaget er simpelthen for spinkelt.
At referatet af mødet så ydermere ikke er det papir værd, det er skrevet på, gør ikke grundlaget bedre – det er ikke udformet som et beslutningsreferat med kontant og entydig angivelse af beslutninger. Og har man fået mandat af landsrådet til at beslutte noget, skal det fremgå af referatet præcist, hvad det er, man har besluttet, og så skal det hele selvfølgelig offentliggøres, hvilket aldrig er sket, som det ellers er vedtaget på landsrådet.
Under debatten, og i takt med at HB’s argumenter for, at visse typer links godt kan accepteres på regionernes sider, falder fuldstændig fra hinanden, sker der en næsten umærkelig opblødning hos HB vedr. tolkningen af ovenstående referat. Pludselig må man gerne have grafik-links på regionernes særskilte links-side, bare ikke på regionernes hovedsider – det beror på ”nogle misforståelser” som HB udtrykker det – meget belejligt fik HB på den måde lige ”legitimeret” regionssiden for den region som underligt nok også huser formanden i DL-RK…
På ovenstående baggrund kan jeg og regionsledelsen i Region Østjylland naturligvis ikke anerkende referatet af medieudvalgets møde som værende lov.
Vi i regionsledelsen i Region Østjylland har tit fået skyld for at være provokatører – og vi har heller ikke noget imod at være provokatører i relation til HB – der skal provokationer til for at få rykket på tingene, der har en tendens til at gro fast, hvis ikke der er nogen, der laver en glidende tackling ind i mellem. Men i det her tilfælde er der ikke tale om en provokation - snarere om at tolke et medieudvalgsmødereferat, der er tyndere end vand…
Den adfærd som HB udviser i den her sag ved at fjerne linket til regionens hjemmeside fra DL-RKs hovedside, er under al kritik, og efter min mening i direkte modstrid med DL-RK’s formålsparagraffer. Og hvem er det egentlig HB straffer? Det er medlemmerne – de samme medlemmer, hvis interesser HB er sat til at pleje!
I Region Østjylland er vi meget spændte på, hvilke tiltag HB har i ærmet i relation ovenstående situation med hjemmesiden. At vi er blevet pillet af DL-RK’s hovedside, er allerede et alvorligt brud på de demokratiske spilleregler, og vi frygter naturligvis på vore medlemmers vegne for yderligere sanktioner.
Med venlig hilsen
Ib Krause-Kjær
Regionssekretær i Region Østjylland