Hej LR-folk
Undskyld for en lang beskrivelse (som er min første i Jeres forum) - jeg har været så grueligt meget igennem og tænker I skal kender alle detaljerne for at kunne give et svar :)
Jeg har en 110 V8 fra 1983 med SU karburatorer, som har gået knap 200.000 km.
Jeg kører på 92 oktan.
Mit problem er at den opfører sig som om den mangler brændstof, selvom udstødningen lugter tydeligt af benzin.
Jeg har måttet skrue så meget op for SU karburatorene som overhovedet muligt for at den får brændstof nok i tomgang.
Når den skal trække lidt, dvs. allerede ved motorvejskørsel med 90 km/t mangler den kræfter og chokeren skal trækkes helt ud. Selv med chokeren helt ude har den den karakteristiske hårde lyd af en motor som mangler brændstof.
Den starter dog fint.
Benzinpumpen og filter er renset og jeg har målt hvor meget benzin den pumper frem til karburatoren ved at skrue indløbsrøret af og pege det ned i en spand med tændt tænding - pumpen leverer dobbelt så meget som teoretisk ville være nødvendigt ved motorens maksimale ydelse og er dermed frikendt.
Jeg kan dog ikke måle pumpens tryk, men eftersom SU kræver lavt tryk og den leverer rigeligt brændstof kan jeg ikke tro at dette er problemet.
Jeg har skiftet knastaksel (og dens kæde og tandhjul), platiner, "vippearme", ventiler, stødstænger og de hydrauliske dæmpere.
Karburatoren har fået alle dele skiftet; svømmer, pakninger, o-ringe, returfjeder, doseringsnål (og det rør under nålen som kaldes en "jet" på engelsk), samt nåleventil og alt ser ok ud (der er heller ikke løsgang i de "messingaksler" (eller hvad de nu kaldes) som gasspjældet sidder på).
Karburatorne er synkroniseret og indstillet efter alle foreskrifter (og de har påfyldt dæmperolie).
Plantinerne er skiftet og det samme er strømfordelerdækslet og vakuum forstilleren.
Timingen er sat til 6 grader før toppunktet og ventilafstanden tilpasset som nævnt i manualen.
Dette er dog ikke gjort med strobelys, men ved at se hvornår gnisten springer i platinerne hvis motoren manuelt drejes med tændt tænding og stømfordelerdækslet afmonteret...men eftersom denne indstilling samtidig giver den bedste motorgang er jeg ret sikker på at den er korrekt.
Jeg tror ikke det er vakuum læk, da problemerne så ville være størst i tomgang og mindre/ikke-eksisterende ved høje omdrejninger - mit problem er værst i høje omdrejninger og desuden har jeg tjekket alle slanger.
Jeg har søgt meget på det store internet og afprøvet alt hvad jeg kunne finde af forslag uden at det har hjulpet...og nu er jeg så ved at blive skør.
Det kunne jo være noget fatalt som manglende kompression, men motoren er ung og umiddelbart uden det store slid og der var ikke umiddelbar anledning til at mistænke den slags, da topstykket var afmonteret i forbindelse med udskiftning af ventiler m.m.
Det skal nævnes at jeg oplever en forbedring hver gang jeg har skiftet gammelt til nyt, men kun kortvarigt hvorefter det falder tilbage til samme oplevelse i løbet af en uges tid.
Det kan også være mig som laver en åbenlys fejl, idet jeg er relativt ny med Land Rover (har kun haft bilen i et års tid)
I det her forum har jeg set nogle forslag til at skifte tændspolen.
Jeg ved motoren får rigeligt brændstof (så meget at den går i stå hvis jeg sprøjter en smule pronto motorstart ind i luftfilteret) så det må være selve forbrændingen den er gal med, hvilket kunne pege på spolen...(alle tændrør virker og har korrekt elektrode afstand).
Den nuværende spole laver en kraftig gnist og kablerne har en modstand på 10-30 kohm (de er med grafitkerne så det er vist normalt), hvilket er årsagen til at jeg indtil videre har dømt den OK...jeg ser dog nogle nævne at spolen kan virke ok ved tomgang selvom den reelt er defekt.
Hvis det giver mening at skifte spolen skal jeg så bare vælge denne eller skal det være noget særligt?:
http://www.paddockspares.com/8510047-coil.htmlEr der nogen som har andre forslag til dette mysterie?
Jeg sætter en ære i selv at lave tingene, men jeg er ved at give op....er der evt. nogle som kender en virkelig v8 guru på Fyn?
Jeg har desværre erfaring med at mange mekanikere synes det er OK når bare det kører også selvom der er åbenlyse problemer i maskineriet som forkorter levetiden...så hvis jeg ikke kan løse det selv har jeg brug for at få en kontakt på en person som virkelig kender disse maskiner ud og ind.
Jeg håber I har nogle bud på hvad jeg kan/skal gøre nu :-)
Venlig hilsen Mikkel