sv: sv: kængurugitter.... (17-03-2006 08:54:45)
Mikael Friis #3481, reg. øsj
Hej Steen (og andre kængurukofanger-tilhængere)
Dette er ikke et højtråbende svar på dit indlæg men en stilfærdig protest mod dine argumenter. Det er dog tankevækkende, at myndigheder og bilfabrikanter på den ene side arbejder målrettet på at udvikle biler med "bløde" frontpartier, der er mindre farlige ved nærkontakt med fodgængere og cyklister, og at der på den anden side er bilister, der argumenter med det fornuftige i at have en konstruktion af kraftige vandrør på fronten for at redde en køler eller forlygte ved kollision med kommoder, rådyr, køer eller måske endda kænguruer.
Ja, jeg kan da se det fornuftige i, at visse driftsforhold (frontmonterede kraftudtag, spil o. lign.) kan diktere en anden prioritering af trafiksikkerheden på nogle typer ERHVERVSkøretøjer, men det bør vel være undtagelsen ...?
På lastbiler har EU indført krav om "underkøringsværn" på alle nye lastbiler, som skal reducere risikoen for, at personbiler bliver klemt ind under lastbilen ved en eventuel kollision. Det er der dog visse vognmænd, der skider højt og flot på, når de kører omkring året rundt med et kæmpe sneplovsbeslag, fordi de (formentlig af økonomiske årsager) ikke gider at afmontere beslaget uden for sæsonen.
Jeg tillader mig at fastholde, at kængurugitre og lign. som udgangspunkt ikke hører hjemme på moderne biler i et moderne samfund, og hvis der er nogen, der er uenige heri og derfor planlægger at køre mig ned, så afmonter venligst gitteret først ....!
Mvh
Mikael