Er DLRK en mormors kolonihavehus klub? (17-01-2009 21:07:29)
Jacob Andersen #7177, reg. øjyl
Jeg har været medlem af Dansk Land Rover Klub i efterhånden mange år, men er først nu, efter en pause, begyndt at se mig om efter nogle gode arrangementer, hvor man kan få lov at slippe hestekræfterne lidt fri. Men jeg synes ikke tilbudene er som de var før i tiden. Jeg ved ikke om det kniber med tilladelserne for brug af diverse områder eller om problemet ligger hos dem der nu har førerhatten på i klubben, men arrangementer hvor man kan KØRE er i markant undertal sammenlignet med arrangementer hvor man kan parkere dyret udenfor på perlegruset og selv sidde og gnaske kage og drikke kaffe og være noget så social. Jeg har ikke meldt mig ind i DLRK for at spise pølser og kage og sidde i telt og se på billeder. Jeg har en mormor som kan dække den slags behov hvis de skulle melde sig. Jeg husker fra fordums tid et område der blev kaldt Finderup. Og jeg husker fra fordums tid et engagement der førte spænding og udfordring med sig. Men jeg frygter det er en epoke der er ved at være forbi, hvis vi ikke snart gør noget. Hvis klubben virkelig er blevet overtaget af pensionister og deres børnebørn, der med deres potaske og hvid glasur prøver at kvæle enhver form for adrenalingivende aktiviteter, opfordrer jeg til revolution. Jeg kender responsen; "Jamen der skal være plads til alle i Dansk Land Rover Klub" og "Det er en klub for hele familien, så der skal også være hygge". Og det er da også rigtigt nok. Det er en klub for personer der er intresseret i Land Rovers og dermed også en klub for dem der helst vil sidde og drømme med et foto i hånden, mens blodsukkeret springer til himmels. Men hvorfor .... er det også disse personer der sidder og planlægger arrangementer??! Jeg tror ikke jeg er den eneste der er ved at være træt af filmaftener og stumpemarkeder, der kun giver mulighed for at leve bondeknolden ud i fuldt flor. Jeg tror heller ikke jeg er den eneste der mener, at hvis man er så gode og søde venner, at man så gerne vil hjem til andre folks hjem, til kaffe og film, så kan man vel godt gøre det privat. Og når "kalenderen" så begynder at se lidt tynd ud, så må man altså se at få nogle kørselsarrangementer på dagsordnen så man kan mærke og se, at ddet er en Land Rover Klub man er medlem af og ikke en mormors kolonihavehus klub.