Hejsa!
Mig bekendt er der kun een relæboks til Warn Spil. Til gengæld kan der være enten 4 eller 2 relæer i denne relæboks.
Den relæstyring jeg synes bedst om er opbygget med 2 4-polede relæer. Så vidt jeg ved benytter Warn normalt 4 2-polede relæer. Det giver ikke den store forskel hverken i effektivitet eller benyttelse; men 2-relæ-systemet er en lille smule billigere og nok en smule mere driftssikkert.
Har til indlægget her vedhæftet et lille diagram som viser hvorledes relæerne skal sættes sammen og forbindes.
Når relæet til venstre får styrestrøm på de små terminaler afbrydes forbindelsen mellem de to poler i toppen af relæet, medens forbindelsen mellem de to miderste poler sluttes. Derved er der (via det andet relæ) forbindelse mellem "A" og "F1", medens plus føres direkte til "F2". Hvis din motor er en normal spil-motor vil den herved dreje modsat uret.
Hvis du derimod fører styrestrøm til relæet mod højre forbindes "F2" og "A", samt plus til "F1", hvorved motoren vil dreje den modsatte vej rundt.
Hvis ingen af relæerne forsynes med styrestrøm er der i princippet forbindelse fra "F1" til "A" og til "F2"; men totalt uden forbindelse til strømkilde.
Relæerne (både de 4-polede og de normale 2-polede) kan fåes i elektro-forretninger (der hvor de renoverer generatorer, startere og el-værktøj).
Når man monterer faste betjeningskontakter både udvendigt og indvendigt er der to forhold det kan være formålstjenligt at have in mente:
1: Sørg for at have en afbryderkontakt som afbryder al styring øjeblikkeligt. Det kan fx. laves ret enkelt ved at sætte en afbryder på + til styrestrøm til relæet. Derved kan pilfingre ikke aktivere spillet når hovedkontakten ikke er tændt.
2: Sørg for at betjeningskontakterne er fjedrepåvirkde, således at de automatisk springer tilbage til åben tilstand. Alt andet er en ulykke der venter på at ske!!
Husk sikringer til styrestrømsinstallationen!
Af sikkerhedsmæssige hensyn kunne det ud over de fjederpåvirkde kontakter være en ide at forsyne installationen med et ekstra relæ til forbindelsen mellem relæ-styring og batteri. Dette relæ kunne så styres vha "dødmandsknapper"...
Hvis de relæer du har fået fat i er af en anden art end de her brugte, så vedlæg et foto eller beskrivelse af dine relæer til et indlæg - så skal jeg hjælpe med et monteringsdiagram!
Med venlig Hilsen,
Kim Horsevad