Hej Forum!
Havde lidt jern til overs fra et par andre projekter og besluttede mig for at lave en ny kofanger med frontgitter og plads til frontspil.
Besluttede mig samtidigt for at denne kofanger/gitter skulle være stærk, solid og effektiv; men samtidigt så kompakt at den ikke ændrer på bilens tilkørsels vinkel. Nogle færdigkøbte kofangere rager jo ca 30 cm længere ud end standard-kofangeren.
Fik flikket kofangeren sammen i løbet af et par aftener. Havde lidt færdigbøjet rør liggende(fra et kasseret frontgitter), ellers er bøjninger lavet ved at fylde stampet sand i røret og derefter varme op til røret kan bøjes.
Derefter afsted til galvanisering, således at holdbarheden er sikret.
Selve strukturen i kofangeren er lavet af fladstål (10mm/65mm). Kofangeren er boltet til chassiset på de normale to bolte i hver langsgående bjælke, plus et ekstra monteringspunkt i hver side. Boltene er selvfølgelig højstyrke-stål. Alle rør er 1 1/2" vandrør.
Kofangeren er forsynet med huller til trækbolte i hver side. (Disse kan ses på fotos). Derudover er der hul til 20mm sjækel i hver side. Så skulle behovet for fastgørelsespunkter være dækket!
På vedlagte fotos findes kofangeren fotograferet fra flere vinkler. Styrstangsbeskytteren som ses på foto er en normal færdigkøbt model.
Har stadig lidt forskelligt jern liggende så næste projekt bliver nok en kombineret "roll-cage" og tagbagagebærer...
Med venlig Hilsen,
Kim Horsevad
... Og en lille advarsel til slut... Jeg fandt ud af at det er en meget god ide at sikre sig at det sand man stamper i rørerne under bukning skal være *meget* tørt. Ved et af de første forsøg blev den træprop jeg havde i enden af røret skudt ud med stor kraft pga. fordampning af den vædske der åbenbart var i sandet. Spred sandet ud over en jernplade og varm det igennem med gasbrænderen forinden!