50809:
sv: Vores biler er pludselig blevet grønne. (07-09-2007 15:27:13) (svar på
50789)
Morten Dam #6034, reg. nvsj (medlem) (
ip-adr: 80.160.111.245)
De har hele tiden været grønne!
Eksempelvis har min Defender 90" 200 TDI, årgang 1993, været grøn fra den dag, da den forlod fabrikken i Solihull. Om ikke andet så på grund af farven. (Smiley).
Men også på grund af dens levetid i forhold til den energi og miljøbelastning, som kan knyttes til bilens produktion, der i højere grad end andre biler er resultat af manuelt arbejde og ikke en automatiseret, maskinel, energikrævende og miljøbelastende proces.
Og dét er pointen i den historie, som nu cirkulerer i Jyllandsposten og flere andre medier.
At den pågældende historie er baseret på en amerikansk undersøgelse kan selvfølgelig vække mistanke om, at det er en afværgemanøvre for den amerikanske bilindustri og vognpark, men det er der ikke belæg for. Og der er næppe grund til at forvente et anderledes resultat ved en tilsvarende europæisk undersøgelse.
Der er ikke brug for – og næppe tale om – statistisk fusk i denne forbindelse. Det siger sig selv, at det samlede regnskab for en given bil bliver bedre, jo længere den kører. Det gælder ikke kun en Land Rover, men enhver bil med lang levetid.
Man kan ikke nøjes med at bedømme en bil alene på dens brændstofforbrug og udstødning. Til dens samlede energiforbrug og miljøbelastning hører også alt det, som er forbundet med produktionen af materialer og komponenter, samling, rustbeskyttelse, maling og bortskaffelsen, når bilen er nedslidt og kassabel.
Men det spillede dog næppe nogen rolle i forbindelse med forårets politiske beslutninger. Ellers havde sommerens afgiftsomlægning måske fået en anden og mere gennemktænkt og hensigtsmæssig udformning.
Hvorvidt politikerne er dumme eller bare uvidende skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg tvivler på, at ret mange af dem ved noget særligt om biler, hvorfor de altid vil være afhængige af det beslutningsgrundlag, som de får forelagt.
Det er de ansvarlige ministerielle embedsmænds opgave og forbandede pligt at sikre Folketinget et optimalt beslutningsgrundlag; det vil sige mest nuancerede og præcise, grundlag. Og dét er efter min bedste overbevisning langtfra altid tilfældet!
I øvrigt gad jeg nok vide, hvor mange af de såkaldte økonomiske biler, der egentlig bliver kørt økonomisk. Det er bestemt ikke uden betydning i denne sammenhæng. Det er til syvende og sidst ikke bilen, som afgør forbruget, men betjeningen af den.
Med det jeg dagligt kan observere på gader og veje er det for mig ganske tydeligt, at den politiske indsats rammer ved siden af. Man går som katten om den varme grød.
Det er ikke bilerne, der er problemet, men brugerne. Men da det er svært at gøre noget ved, er det lettere at finde det laveste sted i det politiske stengærde og hoppe over med en halvdårlig løsning.
I øvrigt kører jeg både i Defender og Discovery gennemsnitligt 11-12 km/l, hvilket er ligeså langt – om ikke længere – end mange brugere i moderne biler.
Men som Johan Hermann Wessel skrev, så er det lettere at rette smed for bager, så ud med de – ifølge uvidende danske mediers fjollede retorik – ”store og tunge 4-hjulstrækkere“, ind med de små økonmomipotter, som måske får plads øverst på hitlisten her og nu på grund af poltiikernes økonomiske lokkemad med afgiftslempelser, men som om fire-fem år vil fylde brugtbillagrene, når Familien Danmark har fundet ud af, at det alligevel blev for småt og måske ikke helt så billigt som forventet.
Morten – som kører i grønne biler